Referat fra ordinær generalforsamling i Fredericia Roklub 7.marts 2023.
Referat fra den ordinær generalforsamlingen 7. marts 2023.
Generalforsamlingen blev afholdt i klubben.
Tilstedeværende fra bestyrelsen: Bjørn Mathiasen, Finn Grønborg, Carsten Medom Madsen, Kirsten Lindberg, Søren Bader, Karin Büchler og Ellen Nielsen,
Fraværende: ingen
Valg af ordstyrer og referent
Formanden indledte generalforsamlingen med en lille tale og bød velkommen til de 61 af klubbens medlemmer, som var mødt op.
Der er desværre 4 af klubbens medlemmer, som er afgået ved døden i 2022, Bjarne Kristensen, Knud Kjærulf, Else Marie Fogsgaard og Sonja Margrethe Sonnenborg Nielsen. De blev mindet med 1 minuts stilhed.
Ellen er valgt til referent og herefter foreslår Bjørn, at Jørgen Spetzler bliver valgt til ordstyrer. Jørgen bliver valgt og tager ordet.
Jørgen kontrollerer om generalforsamlingen er lovligt indkaldt med annonce i ElboBladet, opslag på hjemmesiden og på klubbens opslagstavle, da alt var i orden så var generalforsamlingen beslutningsdygtig og generalforsamlingen kan begynde. Ordet gives igen til formanden til punkt 2.
Formandens beretning
Bjørn indledte sin beretning med at takke alle, som har ydet en ekstra indsats i 2022 og en særlig tak til værftsholdet, for det store arbejde de har ydet, med at holde vores bådpark, bro og slisk i fin stand, til glæde for os alle.
Han fortalte, at der var 25 medlemmer der i marts 2022 havde aflagt svømmeprøve, og opfordrede medlemmerne til at gøre det igen i år. Det vil være muligt den 8. marts og de efterfølgende onsdage i marts. Han fortalte lidt om de problemer, der havde været med, at Fredericia Kommune ikke længere kunne stille livredder til rådighed i svømmehallen, så det skulle klubben selv stille med. Kommunen tilbød et kursus, og der var heldigvis 3 medlemmer, som var villige til at deltaget i kurset, så svømmesæsonen kunne fortsætte. Tak til Ivan, Berit og Elsebeth.
Ved standerhejsningen fik klubben overrakt en stor gave fra klubbens støtteforening ”Gamle Fredericia Roer” i anledningen af, at foreningen havde 90 års jubilæum. Vi takker GFR for den store donation. Der blev opfordret til at medlemmerne skulle melde sig ind i støtteforeningen, da formålsparagraffen i foreningen er at støtte os selv, Fredericia Roklub.
Klubben har haft medlemmer til at hjælpe ved Middelfart Halvmarathon som parkeringsvagter, hvilket gav lidt indtægt til klubben. Der var 10 medlemmer, som varetog opgaven.
Der har været afholdt kajakkursus, både i svømmehal og på vandet, og flere medlemmer har taget IPP2 kursus. Der har været arrangeret flere gode kajakture rundt i landet.
Der er også flere roere, som har været på langture i fremmed farvand og gode ture til klubbens sommerhus og besøg hos Karin i Trelde.
Som et nyt forsøg på at gøre vores omgivelser opmærksom på klubben og hvad den kan tilbyde, så blev der i forbindelse med vores 2 dages åbent hus arrangementer, sat store bannere op på klubhuset.
Åbent hus dagene blev godt besøgt, og heldigvis fik klubben lidt nye medlemmer.
Der har været afholdt sikkerhedskursus og korttursstyrmandskursus.
Vejrguderne velsignede den årlige sommerfest, så det var muligt at sidde ude og nyde udsigten. Der blev grillet og nydt dejlig salat og der var god musik fra spillemand Jesper til dansen. Musikken var sponsoreret af Flemming Andersen, tak for det. Der var stor tilslutning til festen.
Til kanindåben var der 3 kaniner, som blev døbt af kong Neptun og hans hjælpere. Da det blæste meget fra øst den dag, så ankom kong Neptun og hjælperne på søheste.
Vinden betød også, at den annoncerede klubkaproning ikke kunne gennemføres, men i stedet blev der dystet lystigt på land. Dagen sluttede med hyggelig fællesspisning.
Samme dag blev der afholdt DM i coastal, hvor Martin og Frede vandt guld i deres klasse.
FR havde vores dobbeltfire med til DM på Bagsværd Sø, hvor det blev til en 3. plads.
15. oktober blev der afholdt runde fødselsdage. Der var 22 indbudte fødselarer hvoraf 16 deltog. Alle blev fejret ved hjælp af de fremmødte medlemmer.
Ærø Roklub har købt vores båd Havfruen, hvor vi håber den kan blive flittig brugt.
Vores medlem Johannes har sponsoreret en ny dobbelt coalstal som er døbt ”SportExpress” – et stort tak til Johannes for båden.
Klubbens dobbelt coastal Jalmer er blevet solgt, og der er købt en brugt singel coastal, som overtager navnet Jalmer.
December blev desværre den sidste måned med de traditionsrige sangaftner, da Bent og Lars har valgt at takket af efter 14 gode år. Medlemmerne takker for de mange hyggelige stunder.
Julebanko blev godt besøgt og alle gaverne blev vundet. Der blev serveret gløgg/kaffe og æbleskiver.
Fredericia Kommune takkes for klimaskærmtilskuddet, der gør det muligt at vedligeholde vores klubhus.
Der har været 16 roere som har roet mere end 1000 KM på vandet og 2 roere som har roet mere end 1000 KM i ergometer.
Steen blev takket for arbejdet med sommerhuset og det nye Rokort system.
Søren for at tage sig af gymnastikken, og Thyge og Knud Erik for at være dommere til idrætsmærket.
Carsten og Jette fortjener en kæmpe tak for deres store sikre og gode måde at modtage nye medlemmer på.
Lars og Kirsten takkes for at tage sig af ro spinning.
Ivan, Per og Per-Allan takkes for deres arbejde med at tage sig af nye som gamle kajakroere.
Kimie for at have været administrator på Facebook – der blev efterlyst en til at overtage den post.
Ole (Jønne)vores webmaster takkes for arbejdet med hjemmesiden og for arbejdet med GFR.
Der efterlyses medlemmer til et udvalg, der skal tage sig af et udkast til en ny klubhjemmeside.
Finn takkes for det store arbejde med klubbens regnskab, bestyrelsen takkes for godt samarbejde og medlemmerne for det store sammenhold, der er i klubben.
Bjørn afsluttede beretningen med ordene ”Ro motion – god motion”
Hele beretningen med Bjørns ord er sendt ud til alle medlemmerne.
Jørgen spurgte om der var spørgsmål eller kommentar – da dette ikke var tilfældet, så blev beretningen godkendt.
Ordet blev herefter givet til Kirsten Lindberg. Bjørn blev kaldt op, da bestyrelse var enige om, at bakke op om en indstilling fra Torben Hansen, om at Bjørn skulle udnævnes som klubbens æresmedlem. Torben læste sin indstilling op for forsamlingen. Bjørn har været medlem af klubben siden 1975 og blev i 1981 valgt til bestyrelsen og blev i 2009 valgt til formand. En bemærkelsesværdig indsats. Efter overrækkelsen af klubbens æresbevis, så havde Kirsten endnu en udmærkelse til Bjørn, nemlig en klubæresnål fra DFfR og et klubæresmedlemsbevis.
Det lykkedes at gøre Bjørn nærmest mundlam, men han fik da sagt, at han synes arbejdet havde været let, fordi medlemmerne altid har bakket op.
Jørgen gav herefter ordet til Finn
Fremlæggelse af regnskab
Regnskabet for Roklubben var omdelt til de fremmødte medlemmer, så alle kunne følge med ved gennemgangen.
Regnskab var underskrevet af bestyrelsen og revideret og underskrevet af de 2 revisorer Kristine Bie og Inge-Lise Hermann.
Finn guidede medlemmerne igennem alle indtægter og udgifter, som efter alle afskrivninger var foretaget, viste et underskud på kr. 31.816,50, men da klubben var blevet godt begavet i løbet af 2022, så endte resultatet med et overskud på kr. 128.568,67
Aktiverne og passiverne stemte også, så alt var fint.
Finn fortalte, at der i regnskabet var ændret afskrivningsprocent på de materielle afskrivninger fra 7½ til 5 %, da vores både og installationer havde en længere levealder.
Jørgen tog ordet – er der bemærkninger til regnskabet?
Da der ikke var det, så blev regnskabet godkendt.
Jørgen gav hermed ordet til Finn igen til punkt 4
Forelæggelse af budgetforslag
Budgettet var blevet omdelt sammen med regnskaberne, så alle fremmødte kunne følge med ved gennemgangen.
Et budget er bedste bud på forventede indtægter og udgifter. Den ustabile tid vi lever i, gør ikke det arbejde lettere.
Finn gennemgik forudsætningerne for budgettet. Kontingenterne var uændret for 2023, men da der vil komme stigende udgifter både til drift og vedligehold, og fordi nettoprisindekset er steget med 15,5% siden 2016, hvor der sidst var kontingentforhøjelse, så lægger bestyrelsen op til en kontingentstigning på 10% fra 2024. Dette vil komme som et forslag fra bestyrelsen under punkt 5, da det ifølge klubbens vedtægter skal til afstemning på generalforsamlingen.
På sigt ligger der store investeringer til vedligehold af klubhuset. Der skal skiftes ovenlysvinduer i bådhallen. Der skal udskiftes døre og det sidste vinduesparti i opholdsstuen. Klubben vil igen i år søge om midler fra klimaskærmspuljen, så vi håber på, at blive begunstiget igen i 2023.
Klubben har fået tilsagn fra Veluxfonden om midler til udvalgt vedligehold. Der skal renoveres bådslisk og bådebro. Der skal skiftes facadeplader på huset og murene skal vådsikres i ca. 1 meters højde.
Arbejdet skal udføres af klubbens medlemmer over 65 år, så tilskuddet dækker alene materialerne.
Jørgen tog ordet – er der bemærkninger til budgettet.
Da det ikke var tilfældet, så blev budgettet godkendt.
Vi går herefter videre til punkt 5
Behandling af indkomne forslag
Der var indkommet mange forslag, og det første var fra bestyrelsen som vedrørte kontingentstigningen på 10% fra 2024. Der var forskellige kommentarer fra salen, både for og imod.
Forslaget kom til afstemning, og blev vedtaget med stor opbakning fra medlemmerne.
Liselotte havde indsendt et forslag til, om man kunne tage f.eks. familiemedlemmer med i klubben et antal gange, uden at skulle betale for det. Bjørn pointerede, at hvis det var familiemedlemmer, som var medlemmer i en anden roklub, så måtte de gerne gæstebesøge klubben. Jonas foreslog, at man kunne indføre et familiekontingent. Henrik kom med et forslag om, at en gæst kunne betale f.eks. 30 kr.
Det blev aftalt, at forslaget vil blive taget med videre, som en opgave til den nye struktur.
Der blev fra bestyrelsen side foreslået, at en repræsentant fra kajakgruppen kunne deltage i bestyrelsesmøder. Dette blev ikke vedtaget, da forsamlingen pointerede, at bestyrelsen skulle repræsentere hele roklubben.
Pia havde indsendt 4 forslag – 1. personsensorerne i damernes omklædningsrum var tændt i for kort tid, så hun ønskede det forlænget, da det ikke er rart at stå under bruseren, når lyset går ud.
Det bliver der taget hånd om.
2. Der blev ønsket et vådområde i omklædningsrummet, der ikke måtte betrædes af udendørsfodtøj.
Der vil blive kigget på en mulig løsning evt. med en måtte. Der blev foreslået, at damerne selv have et par badesko med.
3. Der var et ønske om indkøb af endnu en kajak.
Per-Allen svarede, at der var blevet bevilliget 2 nye kajakker.
4. Der var et ønske om et årligt kajaktræningsforløb svarende til niveau 2.
Det forslag overgives til kajakinstruktørerne.
Bestyrelsen havde et forslag til, at der blev nedsat en Fundraising gruppe, som skulle ansøge forskellige fonde om tilskud til klubben. Der blev efterlyst medlemmer, som ville være med i gruppen. Liselotte ville gerne være med, men ikke alene. Der var ikke flere på generalforsamlingen, der meldte sig, så den opgave ligger stadigvæk åben, da der ønskes flere til opgaven. Bjørn pointerede, at det var muligt at komme på et kursus.
De sidste forslag var også fra bestyrelsen. Da det var et ønske på medlemsmødet den 17.1., at klubben skulle arbejde på en ny organisation og struktur, så foreslår bestyrelsen at:
Der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til en ny bestyrelsessammensætning og udvalgsstruktur.
Der nedsættes en arbejdsgruppe der skal komme med forslag til hvilke tiltag, der skal til, for at tiltrække nye medlemmer.
Arbejdsgruppen skal tilrette klubbens vedtægter.
Der er 3 medlemmer, som allerede havde forberedt tanker om fremtiden, så Per Jørgensen fremlagde deres tanker om, hvordan klubben kan sikres i fremtiden.
Hvad er de fremtidige behov? Der skal gerne komme flere tiltag/initiativ og ansvar fra medlemmerne m.v.
Per, Anette og Jørgen som fremlagde forslaget, vil gerne deltage i bestyrelsens forslåede arbejdsgrupper sammen med flere medlemmer. Der var flere medlemmer, som på generalforsamlingen gav tilsagn til, at deltage i opgaverne. Den nye bestyrelse har navnene, og vil tage kontakt når arbejdsgrupperne skal starte op.
Forslagene blev vedtaget på generalforsamlingen.
Per bad herefter om ordet, hvor han meddelte, at han ønskede at stille op som ny formand for bestyrelsen og arbejde for de ovenstående tiltag.
Herefter blev der serveret kaffe og kage – PAUSE – I pausen blev Anne Grete kaldt ind fra køkkenet, hvor hun blev takket for hendes mangeårige hjælp som formands – medhjælpende hustru.
Anne Grete fik overrakt en buket blomster.
Efter pausen blev generalforsamlingen genoptaget og Jørgen gik videre med punkt 6
Valg af bestyrelse
6.1.Formand – Bjørn ønskede ikke genvalg – Per Jørgensen stillede op og blev valgt. Per overrakte herefter en flaske portvin til Bjørn, som tak for hans mangeårige indsats.
6.2.Næstformand – var ikke på valg.
6.3.Kasserer – var ikke på valg.
6.4.Sekretær – Ellen modtog genvalg
6.5.Rochef – var ikke på valg.
6.6.Husforvalter – Karin ønskede ikke genvalg – Inge Langhave stillede op og blev valgt
6.7.Materialeforvalter – var ikke på valg.
Herefter videre til punkt 7
Valg af revisorer
Da alle revisorer og revisorsuppleant er på valg hvert år, så skulle der stemmes om alle 3.
Punkt 7.1. Revisor Kristine Bie modtog genvalgt
Punkt 7.2. Revisor Inge-Lise Hermann modtog genvalgt
Punkt 7.3. Revisorsuppleant her blev Bjørn valgt, da Inge Langhave er valgt til bestyrelsen
Herefter videre til punkt 8
Valg af fanebærer
Fanebærer er også på valg hvert år, men Keld K. Andersen modtog også genvalg
Herefter videre til punkt 9
Uddeling af udmærkelsestegn
Der var 16 medlemmer, som havde roet mere end 1000 km – de havde roet mellem 1027 km til 2617 km. De flittige roer fik overrakt en sølvåre, undtagen Steen Houborg som modtog guldåren for flest roede kilometer.
Der skulle uddeles 2 udmærkelsestegn for ergometer roning over km 1000. Det ene til Johannes Bitch for 1652 km og til Poul Erik Andersen, som havde roet 1620 km.
Herefter uddeler Peter Honore idrætsmærker – 33 stk. i alt.
Der var 32 medlemmer fik mellem guld 2 – guld 47 og Peter selv fik guld 56.
Tillykke til alle med deres udmærkelsestegn.
Herefter videre til punkt 10
Eventuelt
Bent foreslog, at generalforsamlingen fremover skulle slutte med at medlemmerne sang ”Rosportssangen”
Steen fortalte lidt om motionsturneringen. FR medlemmerne havde den 30.10. roet 33.629 KM fordelt på 81 roere med et gennemsnit på 415 KM, det resulterede i at FR endte i 1. division.
Steen selv endte på en 8. plads i supermotionsturneringen.
Steen fortalte også lidt om det nye Rokort system MemberLink – hvis du oplever problemer med systemet, så kontakt Steen. Der blev også orienteret om, at klubben havde fået nyt og bedre internet.
Når du skal på Rokort i klubben, så skal du IKKE logge på – den er klar til brug.
Da der ikke var mere til eventuelt, så overrakte Bjørn en gave til Karin, som tak for hendes indsats i bestyrelsen. Finn modtog også en gave, da han havde 25 års jubilæum som kasserer i klubben. Anne Grete fik en gave for hendes indsats som medhjælper.
Kirsten overrakte en gave til Bjørn, som tak for de mange år i bestyrelsen.
Derefter en tak til Jørgen Spetzler for at være ordstyrer.
Generalforsamlingen sluttede med et længe leve og hurra for klubben.
Underskrift iflg. vedtægterne
Sekretær Ellen Nielsen Ordstyrer Jørgen Spetzler