Referat bestyrelsesmøde 14. September 2023
Referat fra bestyrelsesmøde torsdag den 14. september 2023
Tilstedeværende: Per Jørgensen, Kirsten Lindberg, Finn Grønborg, Søren Bader, Inge Langhave, Ellen Nielsen
Fraværende: Carsten Medom Madsen og Ole Jørgensen
Siden sidst:
Siden sidste bestyrelsesmøde, har der været forskellige arrangementer.
Den 12. august var der en kajaktur Årøsund rundt.
Den 19. august blev der holdt endnu et møde om klubbens fremtid. Per har udsendt et referat fra mødet.
Den 23. august havde kajakgruppen en aften, hvor der blev samlet affald fra Skanseodden og ud til Fælleden. Indsatsen gav kr. 2.500 til klubben, så tak for indsatsen til de medvirkende.
Den 26. august blev der afholdt Ro-Triatlon i klubben. Der var 21, som havde tilmeldt sig, enten som medhjælper eller aktiv deltager. Dagen begyndte med fælles morgenkaffe, hvorefter deltagerne blev sendt på vandet til en 5 km eller en 10 km tur. Desværre var vejrguderne ikke helt med os, så flere fik roturen afkortet på grund af tordenvejr. Efter roturen kunne deltagerne gå eller løbe 2,5 km eller 5 km. Uvejret var heldigvis drevet over, så turen på volden kunne gennemføres. Et hold hyggede sig med at samle vilde blomster på turen, så der var en fin buket til bordet.
Til sidst blev der cyklet enten 10 km eller 20 km. Det var også muligt at ”hoppe” over en af disciplinerne, dagen var en hyggedag for alle. Da alle var i mål, blev der afsluttet med en fælles frokost og der blev uddelt diplomer til deltagerne. Arrangementet gav et overskud til klubkassen på kr. 1.129. Vi takker arrangørerne for det store arbejde, og glæder os allerede til næste år.
Den 2. og 3. september var kajakgruppen igen aktive, hvor de hjalp til ved det store triatlonstævne der blev afholdt ved Østerstrand. Indsatsen her gav kr. 5.000 til klubben, så også her tak for indsatsen til de medvirkende.
Den 3. september var der også rotur ud til Karin i Trelde. Der var 5 med på turen, som var lidt hård efter at Trelde Næs var rundet. Der var heldigvis noget at se frem til, da Karins mand Torben serverede grillet pølser med brød. Tak til Karin og Torben for arrangementet.
Den 6. september var der opstart på svømning. Bjørn er tovholder for livredderopgaverne. Der kan stadigvæk godt bruges flere bassinvagter/livredder. Du kan stadigvæk nå, at være med på det hold, så meld dig gerne til Bjørn. Der er endnu ikke afholdt livredderkursus.
Den 9. september blev der indkaldt til kanindåb og klubkaproning. Der var ingen kaniner til dåb, så der blev serveret kaffe og kage til de fremmødte. Der var ikke det store fremmøde af medlemmer, men klubkaproningen blev gennemført med 3 2åres og med 2 kajakker. Dagen sluttede med en hyggelig fællesspisning.
Den 12. september var der igen møde om klubbens fremtid. Vi havde besøg af Roar og Heidi fra Middelfart Roklub, som fortalte hvad der var af aktivitet i klubben, og hvad de gjorde for at tiltrække nye medlemmer. Konklusionen hos FR blev, at vi mangler instruktører. I MR er der 6 instruktører, så der er flere til at dele opgaverne.
Derfor, tøv ikke med at henvende dig, hvis du har lyst til at blive instruktør. Der er muligheder for at komme på kursus. Se eventuelt mulighederne på DFfR´s hjemmeside https://roning.nemtilmeld.dk
Medlemmer/kontingenter/økonomi:
Medlemstallet har ændret sig til den positive side. Vi er nu oppe på 142 medlemmer, fordelt på 115 aktive og 27 passive. Tilgangen i år, har til dato været 8 medlemmer, men da vi har mistet 16 medlemmer, så er der stadigvæk et stykke vej, til vi er oppe på sidste års antal.
Økonomien i klubben ser lige nu rigtig fin ud, men der afventer stadigvæk udgifter til flere vedligeholdelser. Der er blevet bestilt en dør + vinduesparti hos Tarpgaard. Klubben afventer en dato for hvornår udskiftningen kan foretages. De penge vi modtog fra Kommunens Klimaskærm skal bruges til betaling af døren og vinduerne.
Klubben har modtaget kr. 30.000 fra Nordea Fonden, så der er nu indkøbt 2 nye kajakker + lidt tilbehør. Finn har fået fakturaen fra Per, så den kan blive betalt.
Der skal også bruges midler til at sikre slisken. Per har indkaldt til en klubaften den 19.9. kl. 19. Så mød op, hvis du gerne vil deltage.
Finn har købt en ny printer/kopimaskine til klubben. Den gamle var gået i stykker.
Fremtidige arrangementer:
17. september Madpakketur fra Middelfart Roklub
19. september kl. 19 klubaften vedr. slisk.
21. oktober Runde fødselsdage
23. oktober opstart gymnastik på Skjoldborgvejens Skole
28. oktober Kajaktur – løvfaldstur
4. november klubrengøring
5. november standerstrygning med båddåb
15. november efterårssangaften med Bent og Lars
21. november foredrag med Søren Jakobsen om Fredericia i 80´erne.
3. december julehyggebanko
Klubvedligeholdelse:
Velux fonden – Status på broen: der er gang i udskiftning af brædder og riste. Arbejdsgruppen er nået langt, men mangler stadigvæk det yderste af den store bro. Hans Jørgen indkalder arbejdsholdet en dag med lavvande.
Efter nærmere inspektion, så skal fibercementpladerne på klubhusets facade ikke udskiftes i denne omgang. Der vil blive indkøbt midler, så pladerne kan rengøres i stedet for. Frivillige søges til udførsel af jobbet.
Da der ikke har været nogen frivillige, der har meldt sig til opgaven med at skifte fugerne ved vinduerne, så vil Per spørge Tarpgaard, hvad de skal have, for at udføre den reparation.
Kirsten og Lars har selv malet døren, alle vinduerne ud mod stien, og stolperne ved udhænget. Tusind tak til dem for det store arbejde.
Ovenlys i bådhallen – Per vil kontakte et par malerfirmaer, for at få et tilbud på behandlingen af skimmelsvamp og efterfølgende maling af vinduerne. Forsikringen vil ikke betale, så udgiften skal afholdes af klubben.
Muren mod øst skulle også have en behandling, men der var delte meninger om hvad, hvordan og af hvem. Det endte med, at klubben vil forsøge at søge midler hos Kommunes Klimaskærm til næste år.
Andet nyt:
Kunne du tænke dig, at deltage i møderne i Ronet Syd, hvor der er erfaringsudveksling og bliver planlagt madpakketure, så skriv til Kirsten Lindberg.
Vores single sculler ”Børge Køngerskov” er ved at blive repareret og skulle være klart til afhentning sidst i oktober.
Angående en liste over gruppernes kontaktpersoner – den er endnu ikke færdigudarbejdet. Så hvis du gerne vil være/er en kontaktperson for en specifik type opgaver/gruppe, så skriv gerne til husforvalter Inge Langhave. Du kan også skrive dig på frivilliglisten, der hænger på opslagstavlen i klubben.
Der er endnu ikke noget nyt angående det af kommunen planlagte stenrev ved cirkelbroen. Per har sendt en mail til kommunen angående vores bekymringer for sikkerheden. Han har ikke modtaget noget svar.
Bestyrelsen har modtaget en opfordring fra Torben Hansen, som mener klubben bør have en gæstebog, ligesom vi har i sommerhuset. Flere mente, der allerede var en gæstebog, men ingen vidste hvor. Vi skal have ledt i skabe og skuffer. Hvis vi ikke har en, så er der bevilliget et køb af en gæstebog.
Søren Bader vil tage kontakt til en bådbygger for at få et tilbud på en 8 bords 2 åres inrigger og et leveringstidspunkt. Den type båd skulle være lidt bredere og derfor mere sikker at skifte i. Tilbuddet skal bruges, så der kan blive søgt om fondsmidler.
Så til de lidt mere triste nyheder. Søren Bader har meddelt, at han ønsker at træde ud af bestyrelsen som materialeforvalter til næste generalforsamling.
Kirsten Lindberg har meddelt, at hun ønsker at træde af som næstformand til næste generalforsamling. Hun vil hellere bruge sin tid i klubben på at være instruktør. Kirsten tager kontakt til Carsten, for at lægge planer for 2024.
Finn Grønborg har endnu ikke meddelt, at han ønsker at træde ud til næste generalforsamling, men han ønsker en lærling, så opgaverne evt. kan blive delt op, og hans viden kan blive delt.
Så kære medlemmer – der er nok af opgaver, du kan tage et ansvar eller et medansvar for.
Det er rigtig dejligt, at mange medlemmer kommer med gode ideer til, hvad vi kan gøre som klub, men tænk over, om du selv kunne være den person, som vil sætte sig i spidsen for, at ideen bliver til handling.
Møder om klubbens fremtid:
Der er p.t. endnu ikke fastlagt et nyt møde.
Fremtidige bestyrelsesmøder:
12. oktober kl. 17.15
9. november kl. 17.15
7. december kl. 17.15
11. januar 2024 kl. 17.15
1. februar 2024 kl. 17.15
5. marts 2024 kl. 19 Generalforsamling