Referat fra bestyrelsesmøde 10. december 2024
Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag den 10. december 2024
Tilstedeværende: Per Jørgensen, Ove Jensen, Finn Grønborg, Carsten Medom Madsen, Inge Langhave, og Ellen Nielsen
Fraværende: Kirsten Krogh Top og Ole Jørgensen
Siden sidst:
Den 1. december blev der afholdt familie-julehygge-banko i klubbens lokaler hvor ca. 50 var mødt op til en hyggelig eftermiddag. I år var der nye opfindsomme gaver, hvor mange af dem var sponsoreret af virksomheden Danpo. Klubben takker for sponsoratet. I pausen var der mulighed for at købe æbleskiver og kaffe/te. Tak til hjælperne.
Ellers er der godt gang i alle vinteraktiviteterne, som ro-spinning, ture på vandet, når det er muligt, GP8, gymnastik og svømning, hvor vi skal hilse at sige, at der er god plads i banerne, så mød gerne op og få trænet svømmemusklerne.
Medlemmer/kontingenter/økonomi:
Klubbens medlemstal er uændret på 143 medlemmer. 114 aktive og 29 passive.
Finn er så småt ved at gøre regnskabet klar til årsafslutning. Regnskabet viser p.t. et lille overskud før afskrivninger, men der kan stadigvæk komme regninger, der skal betales. Der skal også klargøres bilag, som skal afleveres til Kommunen, når der igen skal søges om lokaletilskud fra Kommunen.
Udbedringer af stormskader:
Per har modtaget svar på klubbens indsigelse, vedrørende Kommunens forslag til kystsikring. Der bliver desværre ikke ændret i deres oprindelige planer. Per arbejder derfor nu, med endnu en skrivelse til Kommunen, for at gøre opmærksom på vores bekymringer, vedrørende området omkring klubben og nord på til Fælleden. Svaret bliver dokumenteret med billeder fra området.
Flisebelægning mod nord ved klubhuset – Værftsholdet sørger for indkøb af materialer og finder på en forhåbentlig god løsning til at stoppe skredet yderligere.
Klubvedligeholdelse:
Værftsholdet har nu afmonteret begge vores broer, så vi ikke kommer til at miste flere riste ved eventuelle vinterstorme. Der arbejdes med at finde en løsning til den lille bro, som mistede det inderste brofag i en østenvind, så den forhåbentlig kan blive mere stærk.
Der blev også diskuteret, hvad der kan gøres ved den ”klap,” der er overgang fra betondækket til bådslisken. Det er ikke godt nok, som det er nu. ”Klappen” er i gang med at løsne sig fra betondækket, på grund af den voldsomme påvirkning, der er fra bølgerne.
Vores flittige værfts-medlemmer er også i fuld gang med at slibe og lakere både og male årer m.v. Desværre er vores flittige medlem Hans Nielsen kommet til skade ved et fald i klubben, da han arbejdede på værftet. Vi ønsker alle Hans en god bedring med den brækkede arm.
Klubudvikling:
Det er blevet muligt at låne den tomme butik (hvor Ecco sko lå) til en reklameudstilling for roklubben. Vi kan låne lokalet, så længe det ikke er udlejet. Lige først i det nye år vil Inge stå i spidsen for udstillingen. Hun vil komme til at mangle hjælpere, så meld dig gerne til Inge Langhave, hvis du vil give en hånd med – tak.
Fonde:
Der har ikke været afholdt møde i gruppen siden sidste bestyrelsesmøde. Men lidt nyt er der. Bjørn afventer svar fra Veluxfonden om de ansøgte kr. 200.000, inden nytår.
Der afventes svar fra Trygfonden på ansøgningen om nye veste inden nytår.
Der er kommet OK fra Fynske bank til to kondicykler til kr. 20.000 og også OK fra Sydbank til en crosstrainer til kr. 9.500.
Desværre fik Per afslag fra DGI og DIF Foreningspuljen til ansøgningen om kr. 200.000 til en ny båd.
Per har sendt en ansøgning til OK Benzin, for at få klubben godkendt til sponsorater.
Andet:
Ronet Syd samarbejdet – Der søges et medlem, som gerne til være kontaktperson i FR. Opgaven går ud på at deltage i et årligt møde og evt. arrangere en madpakketur fra Fredericia Roklub. Hvis du er interesseret, så tag kontakt til Per. – Opgaven er stadigvæk åben.
Vores materialeforvalter Ove kom på den ide, at han ville tjekke klubbens brandmateriel. Dette viste sig at være en rigtig god ide, da klubbens brandslukker ikke var efterset siden 2005, så de vil blive udskiftet, og resten af materiellet vil blive efterset.
Ove vil også tage sig af, at fylde spritflaskerne op i kondirummet mens Hans er ukampdygtig.
Ove gjorde også opmærksom på, at vores flagliner trænger til at blive skiftet, så der blev givet OK til indkøb af nye.
Aktivitetsliste:
Se opslaget på opslagstavlen i klubben, på Rokort/Memberlink eller i kalenderen på hjemmesiden.
Fremtidige bestyrelsesmøder:
21. januar 2025 kl. 17.15
18. februar 2025 kl. 17.15
4. marts 2025 kl. 19 Generalforsamling