Julehilsen til medlemmerne fra Per Jørgensen
Kære ro-kammerater
Det er december, julen nærmer sig. Som afslutning på 2024 en lille refleksion over året.
Når jeg ser tilbage på 2024 har det været et udfordrende år. Et år der har givet panderynker hos bestyrelsen og ikke mindst hos jer ro-kammerater. De daglige aktiviteter har været udfordrende, dels på grund af det ødelagte udendørs anlæg efter oktober og januar stormen, men også en konstant østenvind over lange perioder.
Jeg ved at I har kæmpet for den daglige motion også med alternative aktiviteter. I har kæmpet for sammenholdet i klubben, I har holdt humøret oppe. Klubben skal fungere på trods.
Aktiviteterne er holdt i gang. Vi trodsede naturen, tog imod nye medlemmer, der blev afholdt ro-kursus i både og kajakker. Med ihærdig aktivitet roede vi i det daglige ro-farvand, på dagture i Danmark, på langture med udgangspunkt i andre klubber. Vi tog med rejste årer imod Kongen til Royal Run.
Vores roere repræsenterede klubben ved diverse mesterskaber, nationalt og internationalt. Vores masters roede med flotte præstationer ved forskellige mesterskaber heriblandt WM i London, og DM på Sorø sø. Kåre roede 3 guldmedaljer ved DM på Sorø sø som en del af mandskabet på dobbelt sculler 4- og 8-. Stor tillykke herfra.
På værftet arbejder holdet ihærdigt på vedligeholdelse af bådene. Et stort men betydeligt arbejde der sikrer at bådene er klar til næste sæson.
Vi er nu gået ind i vintersæsonen, med ro-spinning, GP-8 roninger, gymnastik, svømning, sangaften, julefrokoster, julebanko, klubaftener, egne træningstimer i ergometre, ture på vandet, eller bare mødes i klubben. Et socialt element som hjælper med at holde gejsten oppe i denne mørke og kolde tid.
Fredericia Kommunes tilskud til klimaskærm blev i år brugt på nye dørpartier. Fredericia kommunes udvalg for Kultur og Fritid bevilgede beløb til reparation af bådslisken og til betondækket. Vi tjente penge ved hjælp til Lillebælt Halv maraton og affaldsindsamling for Ren Natur.
2 nye romaskiner er bevilget af DGI & Difs fond. En SkiEgo er doneret til Motionsrummet. En gruppe arbejder for at skaffe sponsorater til klubben hvilket indtil videre har resulteret i 2 motionscykler og en CrossTrainer til motionsrummet. Disse leveres i januar 2025.
Snart skriver vi 2025, og ser frem til lysere dage frem til en ny ro-sæson med lunere vejr og mange ture på vandet. Jeg ser også jer kære medlemmer der er gode til at tage initiativ, til at rykke sammen og hjælpe når det gælder, I skaber resultater, I vil klubben. Det gør mig fortrøstningsfuldt for sæsonen 2025.
Herfra en stor tak til jer alle for det store arbejde i alle har bidraget med til at holde klubben i gang. Herfra en glædelig jul og et rigtigt godt nytår til dig og din familie. Må jule og nytårsfreden sænke sig hos jer. Vi ses i 2025.
Per.