Motionsroning
Hvad er motionsroning?
Motionsroning eller kortture er betegnelsen for den daglige roning, roning i „eget“ farvand – lokalområdet.
For Fredericia Roklub, som ligger på Østerstrand, er det farvandet i bæltet – Klubbens daglige rofarvand går fra Trelde Næs i nord til vores sommerhus i syd (ved Børup fyr), samt på Fyn’s siden fra Vejlby Fed Camping i nord til Gals Klint i syd, og altid kun ca. 300 m fra land, rednings-veste skal altid medbringes uanset turens længde.
Korttursroning er den daglige – ugentlige – roning for motionsroere. De fleste medlemmer kommer en til to gange om ugen. Man mødes i klubben og sætter hold, hvorefter man går i bådehallen og henter de både der er aftalt. Derefter klargøres bådene, og man tager på vandet.
Efter turen skal bådene rengøres – spules over og tørres og lægges på deres pladser i bådehallerne. og så er det tid til en kop kaffe og en snak i klublokalet.
Der er også mulighed for morgenroning. Dette foregår fra mandag til fredag, og aftales individuelt mellem de af medlemmerne som ønsker at være med.
Den overvejende del af medlemmerne i Fredericia Roklub er motionsroere. Som motionsroer er der mulighed for at deltage i ture på faste mødetidspunkter i ugens løb, men samtidig er der også mulighed for selv at arrangere ture på andre tidspunkter. Derudover kan du som motionsroer deltage i en række forskellige arrangementer i løbet af året, der både foregår indenfor klubbens daglige rofarvand og i andre farvande.
Rosæsonen strækker sig fra standerhejsning til standerstrygning, der foregår henholdsvis ved overgangen til sommertid i slutningen af marts måned og ved skift tilbage til vintertid i slutningen af oktober måned.
Gennem rosæsonen er der for motionsroerne fast mødetidspunkter foran bådehallen, hvor du finder andre at ro med:
Ungdomsroning & alle de andre »gamle«
Mandag og onsdag klokken 18.00, dagene er naturligvis ikke kun forbeholdt ungdomsroerne, de »gamle« er naturligvis også yderst velkomne.
Instruktion for nye medlemmer
Mandag og onsdag kl. 18.00.
Eller efter aftale.
»Tirsdagsklubben« med Madpakkertur
Hver tirsdag kl. 17.30 omklædt, husk madpakken og vadesko.
»Torsdagsklubben« Roning for alle
Torsdag kl.19.00, for dem der har lært det grundlæggende – Motionsroning hvis vejret tillader det ellers alternativ motion. Kaffe og hygge efter roningen.
Morgenroning
Mandag til fredag kl. 6.00 – 7.00 – 7.30
Lørdagsroning
Lørdag kl. 7.00 er der fællesroning for alle med rundstykker og Gammel Dansk.
Søndagsroning
Søndag kl.10.00 er der fællesroning for alle.
Eneste krav til bådholdet er, at der er en af klubben godkendt styrmand med på båden, som har ansvaret for mandskabet såvel som materiellet.
Motionsroning kan naturligvis også finde sted på andre tidspunkter, hvis materiellet ikke er reserveret til andet formål (eksempelvis instruktion mandag og onsdag aften). For at være sikker på at komme på vandet her, er det en god idé på forhånd at have aftalt et bådhold med andre roere.
Roning i vintersæsonen forudsætter en vis erfaring fra styrmanden, samt at man følger klubbens vinterreglement – der skal altid medbringes redningsveste i båden, og der må ikke roes, hvis der er isflager på vandet. De fleste vælger i stedet at gå til gymnastik eller gøre brug af klubbens motionsrum. I motionsrummet findes en række roergometre såvel som andet udstyr, du kan benytte til at holde formen ved lige.
Svømning foregår i Fredericia Svømmehal med start først i september.
Gymnastik foregår på Skansevejens Skole med start først i oktober, det er i år Erik Haltrup og Berit Johansen der styrer tropperne.